Bliv fri – få styr på økonomien

Mønter i krukker

Nattanan23/Pixabay.com

Bliv fri – få styr på økonomien

Det startede bare med et lille bitte overtræk, men når du kikker på kontoen i dag, står der et fler-cifret beløb… i minus. Det er en stor stress-faktor at have minus på kontoen – søvnløse nætter og den evige jagt på penge, der skal bringe gælden ned. Men der er en vej ud af gælden, den er lang og stenet, men der er langt grønnere græsgange på den anden side. At have økonomisk overskud, betyder færre dage med hovedpine og nedbidte negle. Vi giver dig vejen til, hvordan du får bedre styr på din økonomi.

 

Se sandheden i øjnene

Hvor mange steder har du gæld? Har du et pengelån i banken, studiegæld, kontokort til et stormagsin eller varehus, købt ting på afbetaling, eller har du lånt penge af dine forældre? Det er på tide at du sætter dig ned og laver en oversigt over alle de steder, hvor du på den ene eller anden måde har et lån.

Det er ikke altid morsomt at regne sammen på gælden, for ofte viser den sig at være langt større end først antaget. Når du har regnet alle beløb sammen, er det på tide at sætte sig ned og lave en plan for, hvordan du hurtigst og så omkostningsfrit som muligt kommer af med gælden.

 

Lav en plan

Tag et livsstils tjek. Hvordan bruger du dine penge? Har gælden hobet sig op, fordi du låner mange små beløb, eller fordi du låner penge til at købe store, dyre ting?

Hvis du i stedet er typen, der låner penge til store ting som elektronik eller designer-tasker, så er din plan faktisk ret enkel: Du skal lære at spare op i stedet for at låne penge. Kunne det ikke være fedt at sætte den tusindkroneseddel ind på en opsparingskonto i stedet for på lånekontoen? Det betyder jo godt nok, at der måske går lang tid, før du får mulighed for at købe noget igen, for først skal gælden nedbringes, og derefter skal der spares op. Men hvis du har is i maven, kan det lade sig gøre.

Overvej en ekstra gang om du har brug for et fladskærms-tv, eller om du kan nøjes med det tv, du fik i konfirmationsgave lidt endnu. Når du har fået sparet penge sammen til fladskærms-tv’et, er teknologien forbedret, og det er måske endda blevet billigere at erhverve sig et lækkert tv.

 

Læg et budget

Du har sikkert hørt det mange gange før, men det kan rent faktisk være helt befriende, at få styr på hvilke indtægter og hvilke udgifter, du har. Brug en aften på at regne dine udgifter og indtægter sammen, og se hvor meget du reelt har om måneden. Du skal regne med at bruge cirka 100 kroner om dagen på mad – morgenmad, frokost, aftensmad og diverse frugt og snacks. Hvis du er usikker på, hvordan du skal lægge et budget, kan du få din bankrådgiver til at hjælpe dig.

Det endelige resultat kan godt være ret deprimerende, for når alle udgifter er regnet sammen, kan du se, hvad der er tilbage til sjov, spas og shopping, og for langt de fleste mennesker er der tale om nogle hundrede kroner. Men nu ved du, hvad du må solde for, og hver gang du ikke overholder dit budget, vil du opleve at du får dårlig samvittighed og for at undgå den, er der ingen anden udvej end at holde sig inden for rammerne.

 

Omlæg dit lån

Du har måske ikke lige sat dig ind i, hvor mange penge du betaler i renter, men nu du alligevel er i gang med den helt store tur, kan du lige så godt få kigget dine gældsbeviser igennem. Hvis du ikke har forhandlet dig frem til en god rente, har du sikkert bankens dyre standard rente. Det er tid til at tage på “shopping” i andre pengeinstitutter!

Ring til tre forskellige banker og aftal tid. Fortæl gerne i telefonen, at du er interesseret i at skifte bank, fordi renten i din nuværende bank er for høj, og at du er interesseret i andre tilbud på netop dette område. De vil sikkert spørge dig, hvor høj den nuværende rente er, og det kan du sagtens fortælle dem. På den måde er bankerne forberedt, når du kommer.

Til det første møde med bank nummer et, kommer rådgiveren måske med et tilbud på en rente, der er en smule lavere end din nuværende, og måske har de det samme tilbud i bank nummer to, men så sig til bank nummer to, at de kunne give dig det samme tilbud i bank nummer et, og måske kommer de så med et endnu bedre tilbud. Bank nummer tre kan du presse på samme måde.

Vend derefter tilbage til din nuværende bank og fortæl din bankrådgiver, at du har fået et godt tilbud fra en anden bank. Spørg om de vil gøre det bedre, eller om du skal skifte bank. Som oftest vil de gerne beholde dig som kunde (de tjener jo gode penge på din store gæld), og derfor sætter de din rente ned. Sådan en “shoppetur” tager tid – men du sparer penge.

 

Væk med kontokort

Mange forretninger har kontokort, hvor du kan få en kredit at handle for. Både Magasin, H&M, Ikea og mange andre butikker har disse kontokort, og det er en nem og hurtig løsning at oprette en konto, hvis du lige skal ha’ styret sin shoppetrang. Men du står tilbage med en gæld, som du skal betale tilbage til måned efter måned, og det kan godt være, at det kun drejer sig om 200-300 kroner om måneden, men hvis du har flere af den slags udgifter – ja, så løber det jo hurtigt op.

Løsningen er ganske grusom – du skal nemlig finde en saks frem og klippe dine kontokort over. Det gør ondt, meget ondt, men bagefter vil du føle dig som dagens dronning.

 

Hva så NU?

“På beløbet”. Er det en sætning, du kender alt for godt? Pengene forsvinder meget nemt, når du hver gang hæver på beløbet, for det er hulens svært at holde styr på, hvor meget man hæver, når man på den måde stryger kortet igennem maskinen.

Løsningen er, at du frem over skal betale kontant. Når du skal en tur i supermarkedet, så planlæg dine indkøb og hæv på forhånd det beløb, som du regner med at skulle bruge. Lad dankortet blive hjemme. På den måde undgår du impulskøb – du har nemlig ikke penge med til at snolde for.

Hvis du har allerede nu har et lagt et uge-budget og ved, hvor mange penge du har til rådighed, så hæv de penge du må bruge i løbet af ugen – så ser du hurtigt at kassen bliver slunken, hvis du falder i.

Find noget at beskæftige dig med, indtil butikkerne lukker klokken halv seks. Hvis du lige har et par timer efter arbejde, hvor du ikke ved, hvad du skal lave, så er det meget sandsynligt, at du ender med at shoppe. Derfor: hold dig langt væk fra butikkerne til dørene er lukkede og låst, for så bliver du ikke fristet af et hurtigt køb.

Når du nu alligevel får lyst til at shoppe, så tag en tur i H&M eller Vero Moda og Vila. De har et stort udvalg af moderigtigt tøj, og prisen er et absolut plus. Du får meget mere for pengene her end i de dyre butikker. Ser du et dyrt stykke tøj, som du bare MÅ eje, så få ekspedienten til at lægge det til side en dag eller to, og så har du tid til at spekulere på (og tjekke dit budget), om du overhovedet er noget, du kommer til at bruge, når det kommer til stykket.

 

Glem alt om at spare

Der er ikke noget værre end at skulle spare. Bare tanken om at spare kan gøre enhver lady deprimeret, men prøv alligevel at skære ned på dit luksusforbrug. Drop cafe latten og den hurtige snack på vej til eller fra arbejde – du ved selv, hvilke små-laster du har, prøv at undgå dem. Sørg alligevel for at få lidt luksus – det er ikke nødvendigt hver dag, men vælg en dag i ugen til din luksus-dag. Det kan være om søndagen, hvor du står sent op og spiser noget lækkert morgenmad.

Brug dagen på at forkæle dig selv, plej kroppen med lækre cremer, læg en ansigtsmaske og se nogle gode søndags-serier på tv – bare slappe af og hygge. Køb noget lækkert take-out til aftensmad eller hyg dig med at lave en god middag til dig og et par venner, lej en video eller gå en romantisk tur. Det kan også være, at du planlægger en shoppedag, hvor du har hele dagen til at shoppe i og intet andet. Find ud af, hvor mange penge du må bruge og hæv dem på forhånd.

I løbet af ugen kan du gå og se frem til din luksusdag, og så forsøg at skære ned på luksus de andre dage – du fortjener luksus, men ikke hver dag!

Photocredit: Nattanan23/Pixabay.com

You may also like...