Din lyskæde er en strømsluger

Hvert år i december, når dagslyset for alvor svinder, går danskerne i kælderen eller på loftet for at finde deres lyskæde frem fra kassen med julepynt. Men er din lyskæde af den gamle type med glødepærer, kan lysfesten blive en dyr fornøjelse.

 

Energistyrelsens elprisstatistik fra 3. kvartal i 2017 afslører, at en gammel glødepære-kæde på 80 watt, der er tændt døgnet rundt, sluger cirka 180 kr. på seks uger. Lader du – som de fleste – din lyskæde hænge fremme i vinterens tre mørke måneder, ender regningen på hele 360 kr.

 

Vælg en LED-lyskæde

En moderne LED-lyskæde med 100 pærer bruger blot 5 watt, svarende til et strømforbrug på blot 11 kr. på seks uger – eller 22 kr. for hele vinteren.

 

Du kan altså se frem til en besparelse på cirka 340 kr. hver vinter ved at skifte til en lyskæde med LED-pærer. En ny LED-lyskæde koster et par hundrede kroner, så investeringen er hurtig tjent hjem igen. Oveni kan du glæde dig over, at LED-pærer typisk holder 25 gange længere end glødepærer.

Photocredit: Patrick Tomasso / Unsplash.com

You may also like...